En kombination af solid kørsel og ekstremt uheld har sat Nissan PlayStation racing-teamet langt tilbage i langdistanceløbet TOYO Tires 24h of Dubai. Rob Barff fik en god start og kørte konstante omgangstider på omkring 2 minutter og 12 sekunder. Han blev desværre ramt af sort uheld tidligt i sit stint og måtte trække ind i pitten med røgen væltende fra bilen.
"En løsdel fra banen blev slynget op og beskadigede servostyretøjet", forklarede Darren Cox, som er Interactive Marketing Manager hos Nissan Europe. "Der sprang en samling, hvilket fik servoolien til at løbe ud på banen; der kom også olie på den varme udstødning, hvilket forklarer røgen. Vi har udbedret skaden, men det kostede os ti omgange, hvilket var lidt af et tilbageslag, fordi Rob kørte så godt derude."
Da skaden var ordnet, fik Lucas en flyvende start og kørte en af sine første omgange på 2 minutter og 14, før han faldt ind i en imponerende rytme med omgangstider på 2:15. På omgang 36 tvang en punktering Nissan 350Z GT4'eren i pit igen, men professionel kørsel fra Lucas' side og en fremragende indsats fra pit-teamet betød, at teamet tabte mindre end et minut.
I skrivende stund ligger Nissan PlayStation-teamet på 62.-pladsen samlet og på 15.-pladsen i deres klasse med Johnny Herbert bag rattet i øjeblikket. Før han påbegyndte sit stint, sagde han, at der var brug for lidt af et comeback, men med Lucas' fremragende kørsel og uheldene forhåbentlig bag dem, er han optimistisk med hensyn til en respektabel slutposition.