Mens tingene endelig ser ud til at lysne for Nissan PlayStation-teamet, hvor solopgangen nærmer sig, har kollegerne lidt et hårdt tilbageslag. Den anden Nissan 350Z GT4, som de deler pitgarage med, skred ind i en mur og er blevet så beskadiget, at den ikke længere kan deltage i TOYO Tires 24h of Dubai. Køreren er blevet tjekket af lægerne på stedet og er uskadt, hvilket er det absolut vigtigste, men teamet er naturligvis nedtrykt.
Omvendt kørte Lucas Ordóñez et sublimt stint og hjalp sit team op på den samlede 51. plads, som de indtager i skrivende stund. Han indledte sit 90-minutters stint med gennemsnitlige omgangstider på ca. 2:14 og fik større selvtillid i næsten hvert eneste sving, hvilket gav en bedste omgangstid på 2 minutter og 12.
"Det er svært om natten", sagde han. "Det bliver vildt derude, efterhånden som luften bliver koldere, og kørerne kan presse deres biler hårdere, men jeg forsøgte at bevare roen, og jeg er meget tilfreds med mine tider."
Darren Cox, som er Interactive Marketing Manager hos Nissan Europe, var også begejstret over Lucas' kørsel. "Han er hurtig, konstant og professionel – alt, hvad vi har brug for", sagde han. Teamets tillid til GT Academy-vinderen er på nuværende tidspunkt så stor, at han i øjeblikket gør sig klar til endnu et stint efter at have holdt de to timers pause, som løbsreglerne foreskriver.