10.1.09
Virtuelt bliver reelt
Der er blandede følelser i Nissan PlayStation-teamet efter langdistanceløbet TOYO Tires 24h of Dubai. Alle føler sig hårdt ramt efter den skånselsløse bølge af uheld i de første 12 timer; kørerne var alle storslåede, når de havde mulighed for at køre, og pitmandskabet udvirkede mirakler under meget vanskelige omstændigheder for at holde bilen kørende langt ud på morgenen lørdag. En sejr, som alle teammedlemmer kan rose sig af, er at have gjort, hvad ingen anden nogensinde har klaret – at tage en nybegynder fra Gran Turismo 5 Prologues virtuelle univers og udvikle ham til en ægte racerkører.
Letheden i hans forvandling vil måske overraske nogen, men ikke Gran Turismos skaber Kazunori Yamauchi. "Det er en drøm, der bliver virkelighed for mig, at se mit spil udvikle en ægte racerkører", udtalte han. "Jeg har håbet på det i ti år."
"Lucas' præstationer har været fremragende, men det forventer jeg også af en kører, det har trænet med Gran Turismo. Jeg har ikke haft så meget tid til at se ham køre, men han er meget rolig og bekymrer sig tilsyneladende aldrig. Jeg har altid troet på, at en person med evner for GT ville kunne køre så hurtigt som en professionel; jeg tror faktisk, at de vil kunne køre endnu hurtigere."
Lars er nok den, der er mest skuffet, men det, han har opnået på så kort tid, er også forbløffende, og også han har nu en billet til en motorsportskarriere, som det er ekstremt få forundt at få.
Et af de absolut mest fornøjelige aspekter af et langdistanceløb er at være sammen med folk, der kan forblive afslappede i en så ekstrem konkurrencesituation, der kræver utrolige færdigheder og udholdenhed. Hele Nissan PlayStation-teamet har nået virkelig meget i dette løb, og en eventuel skuffelse vil blive taget i stiv arm. I pitområdet hører man hele tiden kommentaren: "sådan er motorsport!" Read more
Lucas passerer mållinjen
Med GT Academy-vinder Lucas Ordóñez bag rattet passerede Nissan PlayStation Racing Teams Nissan 350Z GT4 mållinjen i langdistanceløbet TOYO Tires 24h of Dubai til en begejstret modtagelse. Teamet sluttede på en samlet 45.-plads og som nr. 9 i klassen efter at have kørt i alt 451 omgange og tilbagelagt 2431 km.
Placeringen afspejler ikke helt kørernes og pitmandskabets blændende præstationer midt i alle de frustrerende mekaniske vanskeligheder, der tvang bilen i pit 21 gange. Undervejs igennem løbet brugte de 1.170 liter brændstof og 30 sæt dæk. Bilen opnåede en tophastighed på godt 240 km/t, og Alex Buncombe fik noteret den hurtigste omgang med 2:10:04 minutter. Det hurtigste kørerskifte med optankning blev gennemført på utrolige 56 sekunder.
Land Motorsport 2 satte sig på den samlede førsteplads og gennemførte i alt 573 omgange; Al Faisal Racing 1 endte på andenpladsen og vandt A5-klassen, som også Nissan PlayStation-teamet kørte i, og Besaplast Racing Team blev tredje.
Lucas glædede sig tydeligt over skulderklappene fra teamkammeraterne og krammene fra familien, der var rejst over fra Spanien for at støtte ham i løbet. "Det var en helt utrolig følelse", fortalte han og strålede. "Jeg så hele teamet klatre op på barrieren og heppe på mig. Det var den vildeste fornemmelse i mit liv."
"Det har været en weekend med skuffelser og store præstationer", udtalte Johnny Herbert. "Lucas klarede sig fremragende og kørte fejlfrit under stort pres. Han har nået alt det, vi havde håbet på fra hans side, og han har bevist, at det er muligt at håndtere skiftet fra virtuel racing til den ægte vare.
"Det er ærgerligt med de mekaniske problemer, men de hører med til jobbet. Alle ønsker et ræs uden problemer, men den slags ting har det med at vise deres grimme fjæs. Jeg har været med i løb, hvor vi ikke engang nåede i mål, men det gjorde vi da i det mindste her." Read more
Gode nyheder breder sig hurtigt
Lucas Ordóñez skruer virkelig op for den gode stil her i Dubai. Han gennemførte sit tredje stint med endnu en omgang på 2 minutter og 11 og bragte Nissan PlayStation-teamet op på en samlet 45.-plads og blandt de ti bedste i klassen.
Den uhyggelige stilhed, der omgav banen for et par timer siden, da trætheden begyndte at gøre sig gældende – en verden til forskel fra tumulten i startfeltet – gjorde det endnu mere imponerende at se kørernes ubønhørlige masen af sted på asfalten. Men som solen kommer frem, og slutningen på løbet nærmer sig, er alle pludseligt frisket op.
Da en podieplads nu ikke længere ser ud til at være inden for det muliges rammer, vil teamet uden tvivl spekulere over, hvad der var sket, hvis de ikke havde haft så stort uheld i den første halvdel af løbet. De anslår, at deres 16 pitstop har kostet dem så meget som 60 omgange. Ingen kan imidlertid bebrejde kørerne; de har alle sammen kørt storartet, og de er sultne efter mere.
Motorsportens bittersøde verden
Mens tingene endelig ser ud til at lysne for Nissan PlayStation-teamet, hvor solopgangen nærmer sig, har kollegerne lidt et hårdt tilbageslag. Den anden Nissan 350Z GT4, som de deler pitgarage med, skred ind i en mur og er blevet så beskadiget, at den ikke længere kan deltage i TOYO Tires 24h of Dubai. Køreren er blevet tjekket af lægerne på stedet og er uskadt, hvilket er det absolut vigtigste, men teamet er naturligvis nedtrykt.
Omvendt kørte Lucas Ordóñez et sublimt stint og hjalp sit team op på den samlede 51. plads, som de indtager i skrivende stund. Han indledte sit 90-minutters stint med gennemsnitlige omgangstider på ca. 2:14 og fik større selvtillid i næsten hvert eneste sving, hvilket gav en bedste omgangstid på 2 minutter og 12.
"Det er svært om natten", sagde han. "Det bliver vildt derude, efterhånden som luften bliver koldere, og kørerne kan presse deres biler hårdere, men jeg forsøgte at bevare roen, og jeg er meget tilfreds med mine tider."
Darren Cox, som er Interactive Marketing Manager hos Nissan Europe, var også begejstret over Lucas' kørsel. "Han er hurtig, konstant og professionel – alt, hvad vi har brug for", sagde han. Teamets tillid til GT Academy-vinderen er på nuværende tidspunkt så stor, at han i øjeblikket gør sig klar til endnu et stint efter at have holdt de to timers pause, som løbsreglerne foreskriver.
Read more
9.1.09
Hurtige omgange og flere ærgrelser
Da Alex Buncombe satte sig bag rattet, så det ud som om, at teamets held var vendt. Han kørte en række 2:11-omgange, hvilket var rigeligt til at være blandt feltets ti bedste. Men for at føje spot til skade blev han impliceret i en kollision med en Renault Clio, som knækkede baghjulsophænget og kostede teamet fem omgange.
Efterhånden som temperaturen faldt, blev omgangstiderne også kortere. Som Darren Cox, der er Interactive Marketing Manager hos Nissan Europe, og Tim Beven, projektkoordinator for Nissan PlayStation-teamet, forklarede, er kold luft tættere. Det betyder, at motoren kan brænde mere brændstof og udvikle mere effekt. Milde forhold belaster desuden bilen mindre og er behageligere for køreren.
I skrivende stund ligger Nissan PlayStation-teamet på en samlet 62.-plads, men der er endnu mange timer tilbage, og da løbsstrategien nu er at presse bilen til det yderste i de tidlige timer af en fugtig lørdag morgen, kan alt ske.
Lars beretter fra kulisserne
Det har været vanskeligt; der er mange biler på banen, og vi har haft problemer med styretøjet og et punkteret dæk. Lige nu er der sket et eller andet på banen; der må være sket et uheld et sted, for sikkerhedsbilen er ude, og alle skal køre langsomt. Jeg har ikke set, hvad der er sket.
Er du imponeret over Lucas' kørsel?
Ja, han kører fantastiske tider og håndterer trafikken fint, men det overrasker mig ikke, for jeg ved, hvor god han er.
Hvad har du lavet for at hjælpe i pitten?
Jeg har siddet i tidtagerboksen og registreret Lucas' omgangstider for at melde tilbage til mekanikerne. Hvis en tid er usædvanligt langsom, er det et tegn på, at han har et problem, og vi skal så finde ud af, hvad der er i vejen
Det er ved at blive mørkt, er det en ny udfordring for Lucas?
Nattekørsel er anderledes, fordi der kommer skarpe lys bagfra; det er meget vanskeligt.
Er det her det første langdistanceløb, du har været til?
Jeg bor i Bonn, så jeg forsøger altid at komme til langdistanceløbet på Nürburgring. Der er en helt speciel atmosfære her i Dubai. Det er meget koldt i Tyskland, men her skinner solen, og alle har det fedt.
Lucas fortæller efter sit første stint
Man kan ikke rigtig forvente noget med 80 biler på banen og totalt frygtløse gutter bag rattene. Det er vanskeligt at overhale derude, men jeg forsøger at køre konstante omgangstider. Jeg havde også et problem med en punktering, men jeg talte med mit team på radioen, og det lykkedes dem at ordne det i en fart.
Regner du med at kunne indhente den tabte tid?
Ja, jeg glæder mig til mit næste stint, som kommer til at finde sted i mørke. Nattekørsel er meget spændende med alle lysene, der blæser forbi.
Er du ikke så småt ved at være træt?
Næ, jeg har det ok. Jeg har drukket masser af energidrik, så jeg er på tæerne. Jeg har det fint lige nu, men det her er et langdistanceløb, og der er lang vej endnu. Det er det længste løb, jeg har kørt med i, og det er fantastisk. Det er min største drøm at blive langdistancekører, og jeg håber, at jeg kan være med igen næste år.
Uheld i held
En kombination af solid kørsel og ekstremt uheld har sat Nissan PlayStation racing-teamet langt tilbage i langdistanceløbet TOYO Tires 24h of Dubai. Rob Barff fik en god start og kørte konstante omgangstider på omkring 2 minutter og 12 sekunder. Han blev desværre ramt af sort uheld tidligt i sit stint og måtte trække ind i pitten med røgen væltende fra bilen.
"En løsdel fra banen blev slynget op og beskadigede servostyretøjet", forklarede Darren Cox, som er Interactive Marketing Manager hos Nissan Europe. "Der sprang en samling, hvilket fik servoolien til at løbe ud på banen; der kom også olie på den varme udstødning, hvilket forklarer røgen. Vi har udbedret skaden, men det kostede os ti omgange, hvilket var lidt af et tilbageslag, fordi Rob kørte så godt derude."
Da skaden var ordnet, fik Lucas en flyvende start og kørte en af sine første omgange på 2 minutter og 14, før han faldt ind i en imponerende rytme med omgangstider på 2:15. På omgang 36 tvang en punktering Nissan 350Z GT4'eren i pit igen, men professionel kørsel fra Lucas' side og en fremragende indsats fra pit-teamet betød, at teamet tabte mindre end et minut.
I skrivende stund ligger Nissan PlayStation-teamet på 62.-pladsen samlet og på 15.-pladsen i deres klasse med Johnny Herbert bag rattet i øjeblikket. Før han påbegyndte sit stint, sagde han, at der var brug for lidt af et comeback, men med Lucas' fremragende kørsel og uheldene forhåbentlig bag dem, er han optimistisk med hensyn til en respektabel slutposition.
Read more
Johnny Herbert taler med gtacademy.eu
Er du stolt af det, som GT Academy har opnået?
Helt sikkert, man har længe snakket om at tage en eller anden fra den virtuelle motorsport og se, om vedkommende kunne klare den ægte vare, men ingen har turdet gøre noget ved det. Det er ret utroligt, at vi har klaret det inden for så kort tid, og jeg selv og resten af teamet er klar til at hjælpe Lucas igennem denne for ham helt nye oplevelse.
Hvor sikker var du på, at I overhovedet kunne finde virtuelle kørere, som kunne klare sig på banen?
Niveauet ved Silverstone-finalen var meget højere, end jeg havde regnet med, og det var virkelig positivt. Noget af det mest interessante ved alle gutterne, vi havde besøg af, var, at deres oplevelse med Gran Turismo har været rent visuel; jeg bruger selv øjnene, men jeg har lært også at bruge fornemmelsen af bilen, når jeg kører, og det kan man ikke genskabe helt i et spil. Til Silverstone-deltagernes store ros vil jeg tilføje, at de alle sammen kunne springe direkte ind i en racerbil og omsætte vores anvisninger meget hurtigt.
Er omgangen med medierne i lige så høj grad noget, Lars og Lucas skal lære, som det, de laver på banen?
Helt sikkert, for det er alt sammen en del af motorsporten. Jeg er vant til det, fordi jeg har været med til det så mange gange, men nogle gange har man mest lyst til at koncentrere sig om løbet i timerne op til starten. Jeg har lært at få diverse interviews ordnet og derefter skifte fokus til det forestående løb.
Forventer du, at de to kommer til at gøre karriere i motorsport?
Motorsport er ekstremt vanskeligt at komme i gang med, men GT Academy har givet dem den bedst mulige chance. I går under træningen var Lucas kun to sekunder langsommere end mig og resten af teamet pr. omgang, og det viser, hvor langt han er nået på den korte tid, han har været hos os. Hvis vi opnår et godt resultat i dag, får han masser af medieopmærksomhed og muligvis en chance for at komme i gang med den her form for motorløb. Det er en mulighed, det kun er meget få forundt, og hvis han tager tyren ved hornene, er det ikke til at sige, hvor langt det kan bringe ham. Som med alt andet i livet gælder det, at hvis man gør sit bedste, har man en chance.
Read more
Det bliver varmere
Det er halvlunt her i Dubai, hvor temperaturerne når op på 30 grader ved banen. Bilerne er alle sammen på banen, og startfeltet er klart til parade og opvarmningsomgang, mens Rob Barff bærer ansvaret for første stint.
"Det sværeste bliver det første sving", sagde han, før han satte sig bag rattet. "Over 80 biler kæmper om positionerne, men efter første omgang trækker de hurtigere biler fra, og man kan komme ind i en rytme."
Teamet har besluttet, at kørerne skal køre ca. halvanden time ad gangen. GT Academy-vinder Lucas Ordóñez skal køre andet stint, mens motorsportslegenden Johnny Herbert tager sig af tredje. Lucas virkede afslappet, mens han besvarede mediernes spørgsmål; utallige journalister havde gjort rejsen fra hans hjemland Spanien, hvor hans utrolige historie har pirret offentlighedens fantasi.
Nu nærmer løbsstart sig med hastige skridt, så hold øje med opdateringer fra starten på langdistanceløbet TOYO Tires 24h of Dubai og omfattende interviews med medlemmerne af Nissan PlayStation racing-teamet i løbet af de næste timer.
Read more
GT Academy-vinderne ankommer til Dubai
Spændingen stiger forud for langdistanceløbet TOYO Tires 24h of Dubai, men dog ikke helt uden skuffelser. Ingen havde forestillet sig, at det ville blive let at udvikle en kører fra nybegynder til international licens på bare tre måneder; Lars Schlömer stod over for yderligere udfordringer i forløbet og har desværre måttet opgive sin plads i teamets Nissan 350Z GT4.
På grund af sygdom kunne han ikke deltage i afgørende træningsøvelser som f.eks. natteløbet, og dermed stiller han med et lavere erfaringsniveau end Lucas Ordóñez. Det har tvunget teamet til at træffe en svær beslutning.
Darren Cox, som er Interactive Marketing Manager hos Nissan Europe, udtaler: "Nissan PlayStation-teamet har nøje vurderet situationen forud for Dubai og er nået til den beslutning, at Lars ikke er helt klar til at slutte sig til teamet på banen under finaleløbet. Vi er meget stolte over det, han har opnået, og vi ser frem til at arbejde med ham i 2009."
Trods tydelig skuffelse er Lars kommet med til Dubai for at støtte Lucas og resten af Nissan PlayStation-teamet, og han er forsat et skattet medlem af teamet, som medvirker i udarbejdelsen af løbsstrategien. At han er kommet så langt er en utrolig bedrift, som både han og hans familie kan være meget stolte af.
Read more



